Ordet "akupunktur" kommer af de latinske ord "acu punctura", hvilket betyder "indstik med nål". Akupunktur er en behandlingsform, hvor man via indstik af tynde nåle i kroppen påvirker helbredstilstanden.
Akupunktur er ud over at være en behandlingsmetode også en metode til diagnosticering og forebyggelse.
Akupunkturens historie går tusinder af år tilbage og har rødder i taoismen og kinesisk kultur.
Akupunktur kom til Danmark i 70'erne, og i 1974 blev Dansk Selskab for Akupunktur stiftet. I dag har akupunktur vundet stor udbredelse i Danmark. Akupunktur udføres både af alternative behandlere og behandlere i dele af det konventionelle sundhedsvæsen – bl.a. af hospitalslæger, praktiserende læger, tandlæger og jordemødre.
BEHANDLINGSFILOSOFI
Den klassiske kinesiske teori om akupunktur er omfattende og indeholder en lang række begreber såsom Dao, Qi, yin og yang og meridianer (Deng Liangyue, 1996).
Ifølge gammel kinesisk filosofi opstod verden, da en enhed, Dao, blev spaltet i to: yin og yang. Yin og yang er de energikræfter, der udgør grundlaget for alt liv. Alt i naturen besidder disse to modsatrettede energier, og der udspiller sig til stadighed en kamp mellem disse.
Når man i oldtidens Kina prøvede at forstå verden, tolkede man den bl.a. ved hjælp af begreberne yin og yang. Yin og yang-energien cirkulerer i meridianer, der er usynlige baner, der løber på kroppens overflade og har grene ind til kroppens organer. I alt er der 14 meridianer. På meridianerne ligger der i alt 365 akupunkturpunkter. Ved at stimulere et akupunkturpunkt er det muligt at påvirke en persons yin og yang-energi. Yin og yang-energien hænger sammen med livsenergien Qi, der er forudsætningen for liv. Ved at påvirke et akupunkturpunkt og dermed Qi, kan man altså genoprette ubalancer i meridianernes energiforløb.
Qi kan ikke alene påvirkes ved akupunkturbehandling, men tillige på mange andre måder f.eks. ved moxabehandling, massage, urter og bevægelsesformerne tai chi og qi-gong. Disse metoder bruges ofte sammen med akupunktur i klassisk kinesisk medicin.